Lavt selvværd
Selvværd har at gøre med de tanker og følelser, du har om dig selv, og hvordan disse påvirker din selvopfattelse, dine valg og handlemønstre.
Lavt selvværd kan have store konsekvenser både indadtil i form af eksempelvis nedsat stemningsleje (tristhed), og også udadtil i form af hæmmet livsførelse i forhold til ens egentlige ønsker og behov.
Lavt selvværd kan vise sig som “pleasende” adfærd, hvor man gør det bedste for andre, men glemmer sig selv, har negative tanker om en selv og ens præstationer, underlegenhedsfølelse, oplevelse af at andre ikke anerkender en og besvær med at tage imod anerkendelse og kærlighed fra andre og dermed vanskeligheder med at indgå i tilfredsstillende relationer, herunder parforhold, og problemer med at sige fra, både over for egne indre krav (ofte en form for perfektionisme) og krav fra andre.
Processen henimod et godt selvværd kan opleves som mere og mere at blive “sin egen bedste ven”. At blive bedre til at støtte sig selv, specielt i følelsesmæssigt svære situationer, i stedet for at være på afstand af sig selv og dømme sig selv hårdt – ofte hårdere, end man ville bedømme andre.
Prøv at tænke på, at når man skal lære noget nyt, så har man brug for opmuntring og forståelse, og ikke for – på en kritisk og hånende måde – at få påpeget der, hvor det gik galt, og ens frygt gik i opfyldelse. At få et højere selvværd handler ikke om at præstere eller tage sig sammen, men at se og forstå sig selv på en ny måde, som giver mere nærvær, glæde og engagement i livet.
Du er meget velkommen til at kontakte mig for at booke en samtale.