Psykologerne hos Psykologhuset Hestbech anvender flere forskellige psykologiske metoder alt efter problematik og interesse hos den enkelte klient. Det er vigtigt for os, at vi hjælper på en måde, som er meningsfuld for dig, og som giver dig mulighed for at hjælpe dig selv, – også efter, at du har afsluttet forløbet hos os.
Vi tager ofte udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi, fordi det er en terapiform, hvor målet for terapien er, at du får et bedre liv nu-og-her, og hvor du oplever, at du får en bedre forståelse af dig selv og dine problemer og bedre kan ændre det, som er svært for dig – det vil sige, at du får psykologiske redskaber, som du kan bruge i dit liv. Vi bruger også teknikker fra nyere former for kognitiv terapi (3. bølge), såsom ACT og metakognitiv terapi, ligesom mindfulness, sensitiv yoga og elementer fra hypnoterapi kan være muligheder, der støtter op om det, der arbejdes med.
Der er ofte en opfattelse af, at kognitiv terapi handler om at ændre på sine tanker, men det er også vigtigt med et fokus på følelseshåndtering, da vores følelser i høj grad påvirker den måde, vi oplever og tolker både os selv og andre mennesker, og i det hele taget de oplevelser, vi har. Derfor er der i samtalerne ofte også et fokus på de svære følelser, du har, hvor der er plads til at mærke det svære, og hjælpe dig til at forstå og håndtere følelserne mere hensigtsmæssigt.
Ring gerne, hvis du har spørgsmål til vores metoder.