Fysisk sygdom

 

Hvorfor skulle det ske for mig? Hvordan skal jeg få mine venner til at forstå, hvor træt jeg er, når jeg ikke engang selv forstår det? Jeg er ikke den, jeg var engang. Dette er eksempler på temaer, som vi psykologer ofte berører med klienter, som er ramt af alvorlig sygdom.

Alle mennesker kan blive ramt af begivenheder, der på afgørende vis ændrer den måde, livet kan leves på. En fysisk sygdom sætter ofte nogle begrænsninger for handlemulighederne, både arbejdsmæssigt, socialt og i familielivet. Hvis sygdommen er livstruende, tilføjer dette yderligere en udfordring i forhold til at finde og fastholde livskvaliteten, så frygten ikke får alt til at gå i stå.

Der er ofte mange svære følelser forbundet med at være syg, lige fra den umiddelbare krise/chok til senere udfordringer i forhold til at finde en måde at leve videre på bedst mulig måde, herunder at tage nødvendige hensyn til sig selv for at kunne trives bedst muligt og at lære at kommunikere sine behov og begrænsninger til omgivelserne.

Som pårørende til et menneske med en alvorlig sygdom kan man også have behov for støtte og behandling. Mange pårørende sætter deres egne behov til side i en kortere eller længere periode for at være der for den syge, og oplever måske først for alvor, at det har nogle personlige omkostninger, når de får svært ved at finde overskuddet til deres arbejde eller måske udvikler en depression.

Både den, der har fået en alvorlig sygdom, og de nærmeste pårørende vil i nogle tilfælde kunne få en henvisning fra lægen, men vær opmærksom på, at diagnosticering af sygdommen eller handicappet højst må være sket for 6-12 måneder siden for at henvisningen er gyldig.